Du mærker det, selvom ingen siger det højt.
Du smiler, nikker, deltager – men indeni føles det… tomt.
Du er indenfor, men samtidig placeret udenfor.
Som om du prøver at passe ind i noget, der ikke har plads til dig.
Måske bliver du ikke direkte afvist.
Måske bliver du bare overset.
Måske føles det bare, som om der er en særlig måde at være på – og du er forkert, hvis du ikke følger med.
Det er gruppepres.
Ikke den larmende teenagerversion fra skolegården.
Men den stille, voksenversion – den, der foregår i familier, på arbejdspladser, i vennegrupper, i fællesskaber.
Gruppepres handler ikke altid om, at nogen råber højt.
Det kan være et blik, en latter, en stilhed.
En bemærkning, der præsenteres som humor – men som lander som et stik i maven.
En selvudnævnt leder, som styrer energien i gruppen uden at sige det direkte.
Et spil, hvor alle ved, hvordan de skal opføre sig – og hvor der er en pris, hvis du afviger.
Måske er du begyndt at tilpasse dig.
Siger det "rigtige". Gør dig mindre.
Du vil ikke skabe uro. Vil ikke være den besværlige.
Så du bliver lidt mere medløber, end du egentlig har det godt med.
Når du ikke bliver set, som den du er,
når du dag efter dag går på kompromis med dig selv,
når du begynder at tvivle på dine egne reaktioner og følelser –
så betaler du en høj pris.
Gruppepres kan give dig følelsen af at være ensom blandt andre.
Af at være i konstant alarmberedskab.
Af at gå hjem fra sociale sammenhænge og føle dig flad, forkert eller udmattet.
Som en marionet i et spil, du aldrig bad om at være med i.
"Frem med Luppen - så ser vi sammen på hvordan du mestre den slags situationer"

