Måske tvivler du på dig selv, når du føler at du ikke bruger dine kompetencer meningsfuldt.

"Er det mig, der er noget galt med?”
“Er jeg bare forkælet?”
“Burde jeg ikke bare være taknemmelig?”

Understimulering er en stille og overset form for stress – men ikke mindre skadelig.

Alt ser “normalt” ud på overfladen og du begynder at tvivle på dig selv.

Det er ikke dig, der er forkert.
Det er en stressform, der bare ikke larmer så meget – men som æder dig op indefra.

Du bruger ikke dig selv, dine kompetencer, nærvær eller energi tilstrækkeligt.

• Du sidder med pseudoarbejde, rutiner og procedure, der ikke giver mening
• Du løser opgaver, der ikke udfordrer dig
• Du bliver ikke hørt, ikke brugt – og ikke anerkendt
• Du føler dig som en arbejdsmaskine – ikke som et menneske
• Du føler dig fanget, og din faglighed og gnist forsvinder stille og roligt.

Måske er du endda jobsøgende og kender til "ledigheds-stress"

Det slider - det sætter spor.

Måske mærker du:

• En snigende tristhed
• En voksende indre rastløshed
• Et tankemylder, du ikke kan få ro på
• En uro i kroppen, der ikke går væk
• En konstant træthed, selv når du sover nok

Du fortjener et liv, hvor du trives og lever – ikke bare overlever.

Hjernen forsøger at holde os fast i det trygge og velkendte, uanset hvor usundt det er. Det kan være svært at forklare, hvad der er galt, når du “burde” have det godt.

Få hjælp til at tage dig selv alvorligt

• Stå ved dine egne behov – uden skyld og uden undskyldninger.
• Du slipper selvbedraget om at “alt er fint”, og du begraver pyt-knappen